DM Klassisk 2018 i Thisted
Til dette års DM havde AaSK fem løftere til start.
Pga. de mange deltagere strakte stævnet sig over tre dage.
AaSK havde lejet et fint lille byhus i Thisted, hvor løftere og hjælpere kunne lade op til strabadserne på podiet.
Fredag
Martin Brix skulle som den første i ilden. Martin havde desværre været plaget af 14 dages sygdom kort forinden stævnet og han vejede derfor meget let ind. Det var desværre ikke kun kropsvægten, der var svundet lidt – styrken var fulgt med. Det var derfor bare målet at få det med der var til i squat og bænk og se om Martin stadig kunne gøre sig gældende i favoritdisciplinen dødløft. Og som sagt så gjort:
Martin åbner gerne lidt konservativt og springer lidt mere sparer kræfterne til sidste løft. I dag var ingen undtagelse, da Martin starter på 150 kg i squat som er meget lette. Der øges til 165 kg som også bliver løftet, men dog lidt tungt. Efter en kort snak om den skulle hedde 172,5 eller 175, siger Martin, at han vil på 175. De bliver desværre en lille smule for tunge efter sygdomsperioden.
Nu til bænk som ikke just er Martins favorit. Der åbnes på 90 kg som Martin åbenbart mener er ren opvarmning for de bliver blæst op uden nogen pause på brystet og underkendes. Det var dog overbevisende nok til, at vi turde smide 10 kg på og Martin får også de 100 kg let og nu med pause og derfor godkendt 3-0. Der bliver meldt 107,5 kg som også klares uden problemer for Martin. Godt med lidt genoprejsning inden der skulle jagtes en medalje i dødløften.
Opvarmningen går godt og Martin åbner på lette 205 kg. Vi smider 20 kg på og haler ind på konkurrenterne, da Martin klarede løftet – omend lidt tungt. Martin har dog en helt unik evne til at slide selv det langsomste dødløft op så vi vælger at gå efter at tangere buddet fra sølvmedaljekonkurrenten på 242,5 kg – heldigvis skal konkurrenten løfte den først og da han ikke justere op skal Martin “bare” trække de 242,5 kg for at få sølv i dødløften. Det er en kamp, men et rigtig godt valg af vægt, da den stille og roligt kan låses ud. Næsten 40 kg højere end startvægten og en velfortjent 2. plads i dødløft! 😀
Lørdag
Der var dømt slumberparty, da de stærke tøser Katja Jørgensen og Caroline Stougaard først skulle vejes ind kl. 14.
Efter en god morgenmad for alle og et enkelt æg for Katja, der var lidt presset på vægten stod formiddagen på afslapning og food prep til aftenens festmåltid.
Katja skulle op mod to landsholdsløftere i kvindernes -84 kg klasse, mens Caroline skulle forsvare sin danske rekord i squat, dødløft og totalen fra sine to træningsmakkere fra KSK. Og forhåbentligt sikre det tårnhøje landsholdskrav på 482,5 kg.
Caroline var den første af de to, der skulle på. Inden stævnestart var Carolines squatrekord på hele 175,5 kg og træningen havde kørt på skinner i squatten, så der var høje forventninger.
Caroline squatter serien 170-180-187,5 og lægger hele 12 kg til den danske rekord.
Katjas squatteknik havde været lidt ustabil pga. manglende spænd, men havde få uger forinden vendt til det bedre. Det var derfor spændende at se, hvad hun kunne få med i dag.
Squateknikken holdt hele vejen for Katja som sluttede af med serien 145 – 155 – 157,5 og fik en flot bronzemedalje i hadedisciplinen – kun overgået af to løftere på 160 kg.
Efter den gode squat gjaldt det for Caroline om at samle sammen i bænkpres, så hun skulle løfte så lidt som muligt i dødløft for at sikre kravet. Der var dog stadig overskud til lige at chippe danmarksrekorden i bænk med 0,5 kg og lave serien 90-95-98 kg.
Katja besad i forvejen den danske rekord i bænkpres på 95 kg. Den blev også let overgået i 2. forsøget. Af taktiske årsager måtte vi gå på 98 kg i sidste forsøg for at være foran de to landsholdsløftere. De 100 kg havde i retrospekt også været der, men dem har Katja til gode til næste stævne! Katja laver serien 92,5-96-98 og lagde sig i spidsen af den skarpe -84 kg klasse.
Tid til dødløft og tid til at satse. Caroline og jeg bliver enige om at øge startvægten lidt og gå all-in på elitekravet i 2. forsøget i dødløft som måtte hedde 197 kg for at ramme de magiske 482,5 kg i totalen.
Heldigvis er Caroline altid skarp AF når det gælder og Caroline slider sikkert de 197 kg op og sikrer elitekravet OG lægger lige solde 24 kg til den danske totalrekord. Skæbnen vil dog, at Carolines træningsmakker laver 197,5 kg i sidste dødløft og tager danmarksrekorden. Vi stod sidste dødløft over, da målet var nået og tager rekorden tilbage til næste stævne 😀
Katja havde døjet lidt med dødløften i opkøringen så målet om at løfte 200 var sat på pause. Af taktiske årsager øgede vi startvægten med 2,5 kg så konkurrenten var Randers skulle løfte først. Randerspigen havde dog en rigtig god dødløft dag og øgede hele 17,5 kg til 2. forsøget. Vi øgede sikkert og gik efter at overgå konkurrenten i sidste dødløft og tvinge hende til at skulle klare det sidste løft. Katja vidste, at hun bare skulle vente på at vægten kom fra jorden og så skulle den nok komme op – 195 kg på stangen og efter lidt tålmodighed i bunden af løftet bliver det løftet overbevisende. Konkurrenten klarede dog også sit sidste dødløft på ikke mindre end 210 kg og snupper 1. pladsen.
Katja får dog en vanvittig flot 2. plads og pressede begge landsholdsløftere til det sidste dødløft.
Da Thisted havde valgt at spille introsangen til 20th century fox films gav Caroline og de to træningsmakkere fra KSK et lille show 😀
To bomstærke tøser efter deres 12-tals præstation.
Den stod på fællesspisning til aften inden de to juniorpiger Oda og Rebekka aka Rarbarber skulle løfte søndag formiddag.
Søndag
Oda var den første på podiet og stillede op som den eneste i kvindernes -52 kg klasse. Oda var alene i klassen, men hendes energiske træner foreslog at vi kunne gå efter at blive bedste løfter på point på tværs af vægtklasser, så der var lidt modstand.
Selvom Oda efterhånden har et par stævner på bagen så var nerverne alligevel den største modstander i dag.
Oda åbner på 87,5 kg i squatten og vi går på 95 som ville være 2,5 kg stævne-PR. Oda løfter de 95 i langsom, men sikker stil og vi vælger at gå efter 97,5 og gemme de magiske 100 kg til en anden dag.
Lille pige, stor vilje 😀 Hvis øjne kunne dræbe ville de 97,5 kg være døde. Desværre var de lidt for tunge på dagen, men stadig en stævne-PR!
Mens Oda løftede hjalp Odas kæreste, Lars, Rebekka med at varme op. Og det havde de klaret virkelig godt for Rebekkas åbner på 105 kg fløj op som var det en tom stang. Rebekka lod sig dog ikke imponere og holdt sig til planen som var 112,5 kg og efterfølgende 117,5 kg som begge blev løftet i meget overbevisende stil. Rebekka formåede desuden at se fuldstændig ubesværet ud igennem hele stævnet. Det er vist det man kalder en stemningsneutral løfter – igen hype og ingen bull-shit; bare nogle kg på stangen 😀
Efter squatten var det blevet til både Odas og Rebekkas favoritdisciplin. Gulvet var meget glat i opvarmningen, hvilket gør, at Odas opvarmnings ikke køre helt som den burde og vi vælger derfor at nedjustere startvægten lidt. Der var dog heldigvis ingen ko på isen og Oda blæser 65 og 68 kg (dansk rekord) op. Sidste forsøget hedder 70 og heller ikke de får en chance. Oda sætter ny dansk junior og senior rekord!
Rebekka lå lidt efter konkurrenterne efter squatten, men startede højest i bænk. Og til trods for et lille replace på 2. forsøget laver Rebekka 3 godkendte forsøg og sætter dansk rekord af to omgange med serien 82,5 – 85,5 – 87,5. PS. Bemærk lige overskud inden der skal sættes dansk rekord.
Efter bænk (pausedisciplinen, red.) var det tid til dødløft (kongeøvelsen, red.). Oda havde vist virkelig god fremgang i dødløft på det seneste og der blev da også åbnet højt, men sikkert på 125 kg. Igen viser Oda overskud og går på danskrekord allerede i 2. forsøget. 133 kg blev løftet sikkert. I et forsøg på at lave EM-A krav og blive bedste juniorløfter på point (med 0.1 point) hed sidste forsøget 140 kg. De løfter sig desværre kun en centimeter fra gulvet, men de kommer inden længe!
De 3 piger i Rebekkas klasse lå utrolig tæt efter bænkpressen og det hele skulle afgøres i dødløften. Rebekkas dødløftform var heldigvis rigtig fornuftig og hun startede 2. højest. Heldigvis havde den stærkeste dødløfter ikke haft det bedste stævne, så den hårdeste konkurrent skulle løfte før Rebekka nærmest uanset, hvor meget hun smed på.
Det betød, at vi kunne afvente og se, hvad hun kunne lave og så tangere det pga. Rebekkas lettere kropsvægt. Og som sagt så gjort. Rebekka dødløfter serien 147,5-155-160. Og der var til lidt mere i den sidste dødløft, men det vigtigste var at sikre DM-titlen. Der sker dog det, at da Rebekkas konkurrent løfter de 360 kg i totalen først og får hun derfor Danmarksrekorden, men Rebekka vinder stævnet, da hun er lettere på kropsvægt. Rekorden tager vi næste gang 🙂
Der var fuldstændig is på inden stævnet skulle afgøres i det sidste dødløft.
Tak for et fedt stævne til Thisted og de seje tøser fra AaSK (herunder også Martin selvfølgelig 😉 ).
– skrevet af Jonas Møll