De gæve hobitter fra AaSK (Trine og Jonas) snød de russiske landstrænere og Trine snuppede både dødløft guld og sølv samlet samt en bronze i bænkpres.

Trine Bagger skulle til sit 3. EM i styrkeløft i kvindernes -52 kg klasse. Dødløftformen havde vist rigtig gode takter det seneste år, men til både EM og VM i ’16 fungerede det ikke helt på dagen. Til EM havde Trines knæbind ligget så stramt, at hun ikke kunne mærke sine fødder og derfor mistede balancen i dødløft og til VM gjorde jetlag og forsinkelse, at der ikke var mere krudt tilbage til dødløften.

Med de erfaringer i rygsækken og en rigtig god opkøring var der nu medaljehåb i dødløften for AaSKs egen superhobbit.

Pga. de uheldige faktorer var Trines bedste internationale resultat i dødløft “kun” 165. I opkøringen havde Trine lavet 180 (!) kg.

Til indvejningen melder Trine derfor sine “rigtige” startvægte i squat og bænk, men melder kun 150 kg i dødløft (planlagt startvægt var 170). De 150 kg afspejler fint hendes hidtige internationale resultater og der er ingen af konkurrenterne, der fatter mistanke.

Efter en PR i squat på 162.5 kg og et godt løft på 95 kg i bænkpres, der var nok til en bronze, blev det tid til dødløften.
Ifølge reglerne kan man ændre sin startvægt indtil 3 minutter før start i disciplinen. Mens Trine varmer op til dødløften skriver jeg en forsøgsseddel på de 170 kg og 3 minutter og et par skunder før start lægger jeg sedlen på dommerbordet. De to russiske trænere kommer også løbende og lægger en seddel til hver af deres to løftere. På dette tidspunkt ligger Trine på en samlet 4. plads og de to russere på 1. og 2. pladsen.

De russiske trænere havde tilsyneladende besluttet at opvarmningen så tung ud så de havde nedjusteret 5 kg for begge deres løftere. Anna på 1. pladsen var langt foran efter at have squattet hele 190 kg, men Svetlana på 2. pladsen røg nu 25 kg ned i fht. Trine, hvilket gjorde, at Trine overtog hendes 2. plads.

Begge de russiske trænere kigger forvirret rundt og render frem og tilbage mellem skærmen med resultaterne og deres løftere. De tror de har overset noget og, at de var mere eller mindre sikre på både 1. og 2. pladsen. De står begge to og kigger, da Trine skal løfte. Trine flår de 170 kg på som var det en tom stang og de to russiske trænere står helt stivnet og måber.

Svetlana havde øget 10 kg til 2. forsøget, men da vi er langt foran og gerne vil sikre dødløft guldet, går vi 7.5 kg op til 177.5. Svetlanas 165 kg ser rigtig tunge ud og Trine løfter de 177.5 i overbevisende stil. Russerne indser, at løbet er kørt og fokuserer på at forsvare deres 3. plads og øger kun 5 kg. Det samme gør vi for at gå efter en PR. På dette tidspunkt er Trine sikker på både dødløft guld og samlet sølv og det sidste løft på 182.5 kg bliver desværre lidt liiiidt for tungt.

Ikke desto mindre laver Trine serien:
Squat 162.5 kg, Bænk 95 kg, Dødløft 177.5 kg og en total på 435 kg @ 51.61 kg. Det giver samtidig 5450,45 Wilks point som er det højeste i Danmark nogensinde på tværs af alle klasser og køn.

Det er vist det man kan kalde en godkendt dag i Malaga 😀

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *